Retur

Produktionsprocessen i slutningen af 1880'erne

I kaptajnens energiske periode skiftede Vindø Teglværk udseende flere gange. Teglværket skulle ikke drives lige ud af landevejen. Der blev til stadighed foretaget forsøg med maskiner og brænding, og store beløb blev investeret i Vindø i denne periode.
 
 

Vindø Teglværk

Det ældste billede af Vindø Teglværk kan dateres relativt præcist. Det er et farvet litografi , der udkom 1888-89. Billedet er vist ovenfor. Som det fremgår af billedet, er værket meget nyt og velholdt, og der er rimelig grund til at antage, at værket er opført af kaptajnen, også fordi vi ved, at konsul Brasch drev sit teglværk med en almindelig højovn.

På litografiet ses en moderne ringovn, et lerslemmeri og ælteværker med hestegang samt et stort håndstrygeri. Vi kan også konstatere, at der har fundet udskibninger sted af mursten. I det hele taget er Vindø Teglværks placering betinget af de gode muligheder for at transportere stenene væk med skib, hvilket da også har fundet sted helt op til 2. verdenskrig.

Leret blev æltet i et ælteværk - en æltemølle. Vi ser fire af disse på billedet. Æltemøllen havde en tap i midten, hvorfra der udgik en svær bom med et hjul. Når hesten trak bommen rundt, æltedes leret, og der blev tilsat vand og evt. sand, så leret fik den rette konsistens. Fra æltemøllen transporteredes leret på trillebør til et strygebord (der ikke ses på billedet), og lerstrygeren brugte så en murstensform, som han fyldte op med ler, fjernede den overskydende ler med en strygepind, og vendte den formede sten ud på tørrepladen. En mand kunne håndstryge 4.000-6.000 sten om dagen. I dag fremstiller en strygemaskine 2 til 3 gange dette antal i timen. Stenene blev tørret nogle dage i fri luft - vi ser to mand vende sten. Det var ellers normalt et arbejde for kvinder og børn. Derefter blev stenene i trillebør kørt til tørreladerne, hvor de lå på hylder i op til 3 uger alt efter vejrforholdene. Her skulle de skilles, hvilket også var kvindearbejde. Efter tørringen blev stenene brændt i ringovnen, der oprindeligt var opfundet af tyskeren Fr. Hoffmannn i 1858. Tretow-Loof havde imidlertid bygget en særlig ringovn, den såkaldte zig-zag ovn i slutningen af 1880'erne som en af de første i landet. Det var en ovntype, som teglværksspecialisten Alfred Olsen anbefalede i "Lerindustrien" i 1926 som den ideelle ovn for mindre teglværker, hvilket blot illustrerer kaptajnens tekniske fremsyn.
 
 

Nye udvidelser

I 1890'erne gik Tretow-Loof videre med sine eksperimenter og nyskabelser. Han opførte en moderne ringovn med 12 kamre a 10.000 stens kapacitet, hvilket har betydet en væsentlig udvidelse af produktionskapaciteten. Vi har et billede fra denne tid, der viser at ovnanlægget har skiftet udseende. Billedet er aftrykt herunder.

Vindø Teglværk

Der er sket en voldsom udbygning af værket. Ud over den ændrede ovn er der rejst flere skorstene, der er et muret maskinhus op mod skoven, forrest ser vi arbejderboligen, og i midtener der opført funktionær- og privatbolig. De mange nye skorstene skyldes anlæg af flere kalkovne, og melkalk var da også et af Vindøs store produkter ifølge annoncer i "Lerindustrien" nogle år senere. I det første tiår af dette århundrede var Vindøs specialiteter melkalk, radialsten og molersten. Og hermed er vi ved en anden af Tretow-Loofs opfindelser: Molersten. Han var en af de første her i landet, der eksperimenterede med molersten. Disse eksperimenter var så vellykkede, at han i "Lerindustrien" permanent kunne reklamere med sine molersten i begyndelsen af århundredet. Ud over disse specialiteter blev der produceret gule og røde mursten, tagsten og drænrør på Vindø Teglværk under kaptajnen.

Kaptajnens rastløse energi og mange nyskabelser og investeringer kostede store summer. Meget tyder på. at de mange forsøg og udvidelser ikke gjorde ham rigere. I en meget positiv nekrolog i "Lerindustrien" siges det også, at "det var hans største Glede, naar han kunne gavne andre med sine Erfaringer; men det var ligesom han ikke brød sig om selv at udnytte dem; thi man havde Indtryk af, at han havde større Glæde af at udføre Forsøgene end at drage Nytte af Resultaterne". Lidt senere siges det: "Sin egen Fordel tænkte han mindst paa, og det er en velfortjent Ros, at det kan siges, at han havde saare mange Betingelser for at samle sig Rigdomme, men han benyttede dem ikke, fordi han tænkte mere paa andres Vel end paa sit eget."

Kaptajnen var yderst velanskreven i teglværkskredse, hvilket skal uddybes senere.

Netop o. 1900 efter de store udvidelser i 1890'erne var Vindø Teglværk på sit højdepunkt. Det er ganske betegnende, at Teglværksforeningen for Jylland i 1903 aflagde Vindø Teglværk et besøg og beså det moderne værk. I de sidste år at Tretow-Loofs periode fornemmer man, at værket ikke havde samme stade som i hans velmagtsdage. Som det fremgår af billedet fra o.1910, er bygningen bag arbejderne da også noget forfalden.

Video af trillere, håndstryger og lapdreng

                         Håndstryger Peter Rothmann Kristensen
           og lapdreng Torben Kristensen

Her skulle det billede, der er beskrevet herunder, have været indsat. Billedet er bortkommet. Jeg håber at kunne fremskaffe det igen senere.

Stående yderst til venstre ses formand Knudsen. Til hest: Fyrbøder Anders Møller Jensen, stående foran denne: teglbrænder Egstrøm. Stående ved siden af denne, nr. 4 fra venstre: Gartner Christensen, kaldet "den røde gartner", stående nr. 5 fra venstre: Henrik Christensen, smed; nr.6 fra venstre: Per Skov, dernæst Carl og Magnus Christensen, nr. 3 fra højre: "Alenarius", nr. 2 fra højre: Karl, bror til ham med hunden, Marius Christensen. De to hentede moler i skibet "Forsøget". Siddende i midten med hvid jakke og bredskygget hat: P. Fæster, fyrbøder. Siddende i forreste række: Carl Pedersen flankeret af 2 lærlinge hos smeden.

Retur

Arbejdsforhold og arbejdere o. 1910

Skomagermester Martin Møller Jensen blev født i arbejderhuset beliggende ved Vindø Teglværk i 1905. Hans far var Anders Møller Jensen, der er med på foranstående billede. Anders Møller blev født i 1850 og arbejdede på Vindø i mere end 25 år. Han holdt op i 1912 på Vindø og døde i 1927. Martin Møller Jensen, der altså boede ved teglværket de første 7 år af sit liv, husker følgende om arbejdsforholdene og livsvilkårene på Vindø Teglværk:

Leret blev transporteret fra lergraven i skoven på tipvogne via en bro til værket. Der var en 5- 6 tipvogne, som i lastet tilstand rullede ned ved egen kraft. Det var nødvendigt, at en mand skulle stå på den forreste vogn og sagtne farten med en bremsestang. De aflæssede tipvogne blev så trukket tilbage af hesten på foranstående billede. Ved en enkelt lejlighed skete der et uheld. Bremsemanden havde fået for meget at drikke, farten blev for stor, og de forreste tipvogne væltede. Hesten blev forskrækket og løb rædselsslagen derfra, indtil dens vilde styrt blev stoppet af pigtråd på engen mod Blåkilde. Hesten havde fået viklet sig fast i pigtråden og fik et bagben flænset op. Anders Møller måtte skære seletøjet over for at få den fri, hvilket ærgrede kaptajnen. Anders Møllers kone, Madam Møller, fik dog senere hestens ben lappet sammen med vaseline. Madam Møller, hvis fornavn var Kirstine, arbejdede i øvrigt også på værket. Hun syede kalksække, hvilket var et snavset arbejde, og skilte sten i tørreladerne, ofte hjulpet af drengen Martin. Fra en lønningsbog for 1910-11 ved vi, at Madam Møller fik fra 23 øre til højst 2 kr. om ugen for dette arbejde. Manden tjente omkring 18-20 kr. om ugen.

Anders Møllers arbejdstid startede som regel kl. 5 om morgenen med fodring af hesten. Om formiddagen arbejdedes fra kl. 6-12, dernæst var der 1 1/2 times pause og arbejde fra kl. 13.30 - 18. Arbejderne havde madpakke med, og frokostpausen formede sig som regel sådan, at de hurtigt spiste deres klemmer, hvorpå de lagde sig ned, hvor de stod, og øjeblikkeligt faldt i søvn. Som 5-6 årig hentede Martin brændevin til "den røde gartner", der var rødhåret, heraf navnet i forbindelse med et bierhverv, hvor han dyrkede og solgte grønsager. Da det ikke var velset, at man drak på arbejdspladsen, blev brændevinen hentet i flade flasker, der havde indeholdt "Livseleksir". En sådan flaskefuld; kostede 23 øre (hvilket var mindre end en timeløn). Drengen fik 25 øre med, så de 2 øre , der var til overs, fik han lov at købe bolsjer for. Martin holdt sig følgelig i nabolaget af "den røde gartner", for det hændte ret tit, at der skulle bud til urtekræmmeren.

På ovnen var det dengang meget almindeligt, at der var besøg i nattens løb af landevejens muntre folk. De var forsynet med godt med våde varer og mange gange med en luns kød, som blev stegt over et af de bagerste fyrhuller i ovnen. Det kunne så blive ret så lystigt med livlig snak og bægerklang mellem de farende svende. Om morgenen drog så hele skaren af sted mere eller mindre sikker på benene. Ved udgangen fra oven stod så Anders Møller med en stiv fejekost og fejede halmen af gutterne, så de kunne se nogenlunde præsentable ud, når de passerede ind i Hobro.

Indenfor perioden 1893-96 tog nogle af de yngre arbejdere initiativ til dannelsen af byens første fagforening. Det passede ikke i kaptajnens kram, idet Martin Møller beretter følgende anekdote, som hans far fortalte ham:

Kaptajnen sammenkaldte folkene og spurgte, hvem der ønskede at træde i fagforening. De der ville dette, bad han gå til den ene side, de andre der ikke var interesserede, skulle så gå til den anden side. Da dette var sket - og kan man næsten gætte - med et flertal, der ikke ønskede at organisere sig, sagde kaptajnen til de få fagforeningssympatisører, at så kunne de blive fyret.

Det var jo en noget barsk behandling, men egentlig i ganske god overensstemmelse med kampholdningen blandt arbejdsgiverne i 1890'erne. Tretow-Loof mildnede imidlertid sin holdning til fagforeningen relativt hurtigt. I juli 1896 indgik han en aftale med arbejderne på Vindø, som kendes fra en afskrift i forhandlingsprotokollen for Arbejdsmændenes Fagforening for Hobro og Omegn. Aftalen kunne opsiges af en af parterne med 3 måneders varsel, men kaptajnen forbeholdt sig "Ret til at Inskrenke og Udvide Bedreften efter Faargaatbefindende", som afskriveren udtrykker sig.
 
 

Arbejdernes løn og boligforhold omkring 1910

Som nævnt er der overleveret en lønningsbog for Vindø Teglværk fra perioden 14.april 1910 til 18. maj 1911.

Som oplyst af Martin Møller Jensen var den daglige arbejdstid omkring 10½ time o.1910, hvis vi fratrækker middagspausen. På en lille lap papir i lønningsbogen er arbejdstiden angivet til 10 timer, til tider 12 timer. Ifølge aftalen fra 1896 var den faste arbejdstid da 12 timer.

I lønningsbogen svinger den ugentlige løn til den enkelte arbejder ganske betydeligt på grund af akkordarbejde eller ugentlige forskelle i arbejdstidens længde. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at der også blev udbetalt ugeløn om vinteren. Værket har altså været i drift hele året, om end med et færre antal arbejdere i vintermånederne. I november, december og januar var der således 17 arbejdere (incl. formanden), der fik udbetalt ugeløn. Hertil en 2-3 koner, der jo skilte sten og syede kalksække. I februar var arbejdertallet nede på 13, plus et par børn. I højsæsonen i sommermånederne var der helt op til 26 arbejdere ansat, konerne ikke medregnet.

Der var ret store lønforskelle mellem arbejderne. Teglbrænderne og folkene i lergraven var traditionelt dem, der var bedst lønnede på teglværkerne. Tager vi en af de bedst lønnede på Vindø fra lønningsbogen, nemlig L. Isachsen, der var ansat på værket indtil nytårsskiftet, så svingede hans ugeløn fra 21 kr. til 28,97 kr. (Her er ikke medregnet juleugen, hvor han kun tjente 4,16 kr.). Hans gennemsnitlige ugeløn i 37 uger bliver 26,05 kr. Tager vi Anders Møller eller P. Fæster, der begge var fyrbødere ved ovnen, så lå de ret konstant på 18 kr., i de sidste uger på 20 kr. Den bedst lønnede af konerne var Madam Olsen, som i den bedste uge fik 10 kr., men i regelen lå på 6-8 kr., sommetider mindre. Også formandens løn var svingende, han hed nu B. Sørensen og fik en ugeløn der svingede fra 20-35 kr. Hans ugeløn var sjældent ret meget højere end de bedst lønnede arbejderes.

Den gennemsnitlige timeløn i håndværk og industri var for ufaglærte arbejdere i 1910 40 øre, i 1911 42 øre. Hvis vi på Vindø regner med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 60 timer, hvilket nok er i overkanten, lå L. Isachsen altså over landsgennemsnittet med 3 øre, hvis vi går ud fra, at han var ufaglært, mens Anders Møller og P. Fæster lå betydeligt under. Der er imidlertid for mange usikkerhedsfaktorer til, at vi kan foretage en sikker sammenligning.

I aftalen, der blev indgået mellem kaptajnen og arbejderne i juli 1896, var timelønnen 25 øre, mens over- og helligdagsarbejde gav 35 øre i timen. Det svarer nogenlunde til landsgennemsnittet, der i 1896 for ufaglærte arbejdere var 26 øre i timen.

Der var meget akkordarbejde på Vindø Teglværk i 1896, kun fyrbøderne ved ovnen og ved dampkedelen fik fast ugeløn, henholdsvis 19 kr. og 16 kr. ugentligt. Akkordsatserne var meget forskellige i 1896, hver arbejdsfunktion havde sin særlige sats. De folk der var beskæftiget ved strygemaskinen fik hver 17 øre for 1.000 strøgne mergelsten. Strygning af røde sten gav 20 øre pr. 1.000 til hver mand. Strygning af tagsten betaltes med 1 kr. for hver 1.000 pr. mand, og drænrørene betaltes efter størrelse. Transport af de råsten til hylderne i tørreladerne gav 50 øre for hver 1.000 sten, og også for transporten af stenene til udskibning var der forskellige takster: 50 øre pr. 1.000 flammede sten til hver tre mand, 60 øre pr. 1.000 røde sten til hver tre mand og 70 øre pr. 1.000 tagsten til hver tre mand. Af aftalen fremgår det ligeledes, at de kvindelige arbejdere ikke var med i ovenstående takster.

Det var således en ganske detaljeret aftale, kaptajnen sluttede med arbejderne i 1896. Fra forhandlingsprotokollen for fagforeningen ved vi, at aftalen blev genforhandlet, men resultatet er ikke optegnet i forhandlingsprotokollen.

Fra lønningsbogen kender vi huslejen o. 1910, for fire arbejdere og formanden boede til leje i teglværkets boliger. Anders Møller, Niels Mikkelsen, P. Fæster og Chr. Bolle betalte hver 1 kr. i husleje. De boede i arbejderboligen ved siden af værket. Formand B. Sørensen betalte 2 kr. ugentligt, og boede formentlig i den lidt "finere" bolig, som teglværket da ejede på Bækstien.

Arbejderfamilierne i huset ved siden af teglværket boede tæt sammen. Anders Møller og Stine Møller fik 10 børn, hvoraf Martin var den yngste. Børnene kom hurtigt ud af reden, allerede i 8-10 års alderen, men man kan forestille sig, at der har været trangt med plads i de to små rum, som dengang udgjorde en lejlighed i huset. Der var ikke indlagt vand, det skete først i 1940'erne. Derimod var der undertiden saltvand i huset, idet fjorden under uheldige vindforhold oversvømmede stuerne. Nærheden til fjorden havde dog også sine fordele, idet børnene fangede skrubber, rejer og ål, der var et godt tilskud til husholdningen i de små arbejderhjem.

Retur

Mindesmærket på Duehøj

Kaptajn Tretow-Loofs egne erfaringer sammen med tidens tendens til at organisere sig fik ham til at tænke i organisationsbaner. I 1898 finder vi ham blandt initiativtagerne til dannelse af en forening for teglværksindustrien, der skulle beskæftige sig med "arbejdersagen , arbejderassurancen, toldspørgsmål og lignende". Sammen med fire andre teglværksejere i Nørrejylland indkaldte han til et møde den 20. oktober 1898 i Aarhus. Mødet blev en succes, 60 deltagere mødte op, og det vedtoges at danne en forening. På et nyt møde den 5. december 1898 dannedes så Teglværksforeningen for Jylland, og kaptajn Tretow-Loof blev valgt til foreningens første formand og til forretningsfører for foreningens ulykkesforsikring, der fra starten omfattede ca. 1200 arbejdere. Allerede ved den første generalforsamling i november 1899 var 73 teglværker med i denne ulykkesforsikring, og pr.1.oktober 1899 var der blevet udbetalt ca. 2000 kr. i erstatning for ulykkestilfælde. 1902 udbetaltes næsten 13.000 kr. i erstatninger og dagpenge, hvorfor foreningen fandt det klogest at genforsikre i "Internationalt Ulykkesforsikrings-Anstalt".

I Tretow-Loofs formandstid, der varede til hans død, var det flere gange på tale at melde Teglværksforeningen for Jylland ind i den landsdækkende Teglværksforeningen af 1893 og dermed i Arbejdsgiverforeningen, men der kunne ikke opnås enighed herom, så hvert enkelt værk måtte selv afgøre, om det ville indmelde sig.

På foreningens årsmøder og generalforsamlinger var der indgående diskussioner om teglværkstekniske spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at Tretow-Loof rigtig har været i sit es ved sådanne lejligheder.

Efterhånden udviklede der sig den tradition, at generalforsamlingerne afholdtes om sommeren, og i forbindelse med generalforsamlingerne blev der arrangeret besøg på interessante virksomheder i ler- og cementindustrien. I 1903 blev Vindø Teglværk besøgt af foreningens medlemmer med fruer, og dagen afsluttedes i Hobro Skovpavillon med fællesspisning.

I 1910 var foreningen kommet op på 117 teglværker, hvoraf de 104 var medlemmer af ulykkesforsikringen. På generalforsamlingen vedtoges det efter megen diskussion at bevilge formanden 200 kr. til repræsentation og administration af en Berlinerrejse, idet der det år afholdtes teglværksudstilling der. Da det på næste års generalforsamling viste sig, at Tretow-Loof kun havde brugt 71 kr. af de 200 kr. til Berlinerrejsen, vedtog man, da der nu var tale om repræsentationsudgifter til en rejse til Helsingborg, at bevilge Tretow-Loof 200 kr. hertil, med den udtrykkelige tilføjelse, at han skulle bruge dem alle.

Det var netop efter et af disse hyppige teglværksmøder - denne gang i Esbjerg og Viborg - at Tretow-Loof vendte hjem til Hobro natten mellem den 20. og 21. januar 1913. Han spadserede fra banegården ned mod Hobro. "Vejret var blæsende, og det sneede, og da han følte sig træt, steg han ind i en Hotelomnibus. I Vognen havde han talt med de andre Passagerer; men ganske pludselig sank han om og var død. Et Hjerteslag havde gjort Ende paa hans Liv. Han havde altid selv ønsket sig en hurtig Død, og vi kan glæde os over, at han, der saa lidt egnede sig til at være syg, blev fritaget for et langt Sygeleje; men derfor er Tabet lige stort for os, som vil komme til at savne ham meget."

Således skrev "Lerindustrien" om kaptajnens død, og at teglværksejerne virkelig ærede og savnede ham, kan vi se af, at de på den førstkommende generalforsamling besluttede at lade opføre et mindesmærke over Tretow-Loof. Mindesmærket blev bygget efter tegning og under ledelse af billedhuggeren Jens Lund. Det fremtrådte som en høj firkantet søjle med tag i middelalderlig kirkestil. Som det sømmede sig for et mindesmærke over en teglværksmand, var det muret op af teglsten fra forskellige værker. Forsiden af mindesmærket fik denne inskription:

"Dette Mindesmærke rejstes 1914 af Teglværksforeningen for Jylland til Ære for dens Stifter, Ven og Raadgiver, Teglværksejer, Kaptajn Tretow-Loof, R. af D.

Ære være hans Minde."

Mindesmærke over Kaptajn Tretow-Loof.

Mindesmærket blev anbragt på Duehøj med udsigt over Mariager fjord på et sted, hvor naturelskeren og jægeren Tretow-Loof ofte havde nydt udsigten. Der blev afholdt en højtidelighed den 3. juli 1915 i forbindelse med teglværksforeningens sommerudflugt. Hobro bys honoratiores, Tretow-Loofs familie og teglværksejerne med fruer deltog i overdragelsen af mindesmærket til kaptajnens familie.

Mindesmærket står endnu i skrivende stund -1998 - tæt ved Vindø Teglværk.
 
 

Vindø Teglværk og Skarrehage Molerværk

Efter Tretow-Loofs død blev det moler, der kom til at udgøre produktionsgrundlaget på Vindø i nogle år.

I marts 1912 var et interessentskab begyndt at bryde moler ved Skarrehage på Mors, og selskabet stod og manglede et værk til forarbejdning af moleret. Vindø Teglværk under kaptajnen var som nævnt nået langt med molersten. Hertil kom, at arvingerne til Vindø i februar 1913 averterede Vindø Teglværk til salg uden held, så resultatet blev, at Skarrehage-selskabet lejede Vindø Teglværk for en årlig leje af 6.900 kr. i foråret 1913. Leret blev så sejlet fra Skarrehage til Hobro, og molerstenene brændtes på Vindø.

Medejer af interessentselskabet på Skarrehage var ingeniør Knud P. Lind, der forestod arbejdet ved Skarrehage, ligesom han foretog mange eksperimenter med molersten både på Mors og på Vindø. Blandt Linds andre gøremål var også lønforhandlingerne med de endnu uorganiserede molerarbejdere på Mors, hvor der nu var blevet ligefrem mangel på arbejdskraft. I september 1913 manglede Lind folk til at læsse et skib med ler, og de i hast sammenbragte folk fra Nykøbing forlangte 75 øre i timen samt at blive transporteret frem og tilbage hver dag med timebetaling for transporttiden. Det lyder jo ikke som ublu krav i dag, men dengang var det næsten det dobbelte af den normale timeløn, så det er ikke helt ubegribeligt, at ingeniør Lind eksploderede. Han afsluttede omgående sæsonen med en bemærkning om, at næste år skulle der blive indført polsk arbejdskraft! Det blev nu aldrig gennemført.

Ingeniør Linds eksperimenter var mere heldige. I 1914 søgte han om patent på beklædning af gulve med fliser, der bestod af brændt pulveriseret moler tilsat et bindemiddel bestående af cement eller en blanding af magnesia og klormagnium. Det nye produkt blev blandt andet anvendt i forskellige institutioner i Hobro, f.eks. i et nyt posthus.

På Vindø Teglværk konstruerede han en selvbærende væg af molersten. Den 6 cm tykke væg støttede sig ikke til gulvet, men blev holdt oppe på de to sider og kunne alligevel holde til en vægt af 3 tons. I øvrigt var den sømfast, lyddæmpende og varmeisolerende. De nye aktiviteter på Vindø Teglværk med molermaterialet medførte en del nye maskiner, men i det lange løb var det mest hensigtsmæssigt for Skarrehage-selskabet at opføre et molerværk på Mors. Det skete i sommeren 1916, og hen på sommeren 1917 stod Skarrehage Molerværk færdig.

Ejerne af Vindø måtte i løbet af vinteren finde ud af, hvad de nu skulle stille op med deres arv.

Retur

Højt at flyve...

Efter at Skarrehage Molerværk i løbet af 1916/17 havde afviklet sin produktion af molersten på Vindø, lå værket stille hen i efteråret 1917. Men de følgende år blev meget dramatiske og omskiftelige for værket - nu kom der nye koste ti1.

I januar 1918 lykkedes det for arvingerne efter kaptajn Tretow-Loof at få værket solgt til et selskab ved navn A/S Nordisk Bygningsmaterielkompagni Træskibsbyggeri.

Salgsforhandlingerne for arvingerne førtes af læge Vilhelm Matthiassen, Hobro, som var gift med Tretow-Loofs datter, Karen. De andre arvinger havde overdraget læge Matthiassen fuldmagt til salget. Han og fruen var da også de eneste, der endnu boede i Hobro. Ellen, Johanne og Anne, døtre af Tretow-Loof, var de andre arvinger. Ellen var gift med kaptajn P. V. Brasch, der nu gjorde tjeneste i Slagelse. Johanne Ørsted var bosiddende i Viborg, efter at den tidligere Mariagerborg-mester H. C. Ørsted var blevet herredsfoged der. Og Anne Omer, gift med ing. Vilh. Omer, var bosat i Amerika. Kaptajnen efterlod sig ved sin død også en søn, C. F. Tretow-Loof, der var kaptajn, da han i 1915 på familiens vegne takkede Teglværksforeningen for Jylland for mindesmærket ved den omtalte højtidelighed på Duehøj. C. F. Tretow-Loof døde imidlertid i 1918.

Vindø Teglværk med tilhørende skov og jorder blev solgt for 110.000 kr., hvilket var mindre end ejendomsskylden. Arvingernes økonomiske engagement i Vindø fortsatte dog, idet halvdelen af købesummen betaltes med aktier i det nye selskab. Nogen fremragende handel for sælgerne var det vel næppe, men da ingen af dem kunne eller ville drive værket videre og i lyset af det forrige års stilstand, har de formentlig været lettede over endelig at få det solgt. Allerede i 1913 havde de jo forsøgt uden held at få teglværket solgt. Læge Matthiassen havde opført et lysthus i en lille lund i Vindø skov, og han fik indføjet i handelen, at han og hans husstand skulle have rådighed over denne plads samt have fri og uhindret adgang til at færdes i skoven.

Det nye selskabs direktør var ingeniør Axel Frederik Johansson. Han havde tidligere været bestyrer på Refsnæs Teglværk ved Kalundborg. Dette værk havde i 1916 foretaget store udvidelser, så det ifølge Kalundborg Folkeblad var blevet Danmarks største teglværk. Denne meddelelse blev dog ikke bekræftet af "Lerindustrien", men Hobroborgerne må have fået det indtryk, at de med direktør Johansson havde fået en medborger med initiativ, fremdrift og gåpåmod.

Allerede i januar 1918 bebudede Hobro Avis, at det nye selskab ville oprette et skibsværft og drive melkalkproduktion og teglværksvirksomhed, og Aalborg Venstreblad kunne i forsommeren 1918 meddele, at Vindøværket nu havde rejst sig af den "Ruin", som det efterhånden ved at være ude af drift var kommet i. Byen ventede sig ifølge bladet meget af den store virksomhed, der omfattede skibsfart, teglværk, kalkværk, kridtmelsfabrik og skibsværft (!).

A/S Nordisk Bygningsmaterielkompagni Træskibsbyggeri tog navneforandring, til "Aktieselskabet Vindø Værk" engang i foråret 1918 og den 17. september 1918 blev der udsendt indbydelse til aktietegning i A/S Vindø Værk.
 
 

A/S Vindø Værk 1918-20

Selskabets aktiekapital skulle udvides fra 300.000 kr til 1.000.000 kr. 400.000 kr. blev udbudt til kurs 108, de tidligere aktionærer forbeholdtes 300.000 kr. til kurs 101. Selskabet erklærede, at aktieudvidelsen skulle anvendes "udelukkende til Udvidelse og Forcering af Selskabets naværende 4 Afdelinger: Skibsværft, Savværk, Teglværk og Kalkværk". Den af selskabet ejede ejendom omfattede ca. 60 tdr. land skov og ca. 16 tdr. land agerjord og eng. Selskabet havde desuden uindskrænket brugsret over 4 ler- og kridtlejer. Om skibsværftet udtaltes, at der "er anlagt et fuldt moderne Træskibsbyggeri med foreløbigt 2 færdige Beddinger til bygning af Skibe paa indtil 1.000 Tons d. w. – 2 Skibe paa 520 Tons d. w. er under Bygning for egen Regning". Ved siden af skibsværftet var der oprettet et savværk med en ydeevne på 400.000 kubikfod træ årligt. Om teglværket blev det nævnt, at det havde været i fuld drift siden den 1. juli 1918, og at det fremstillede ca. 25.000 sten dagligt. Desuden var der planer om kontinuerlig drift. Hvad angår kalkværket fik de potentielle aktionærer at vide, at det var hensigten at anlægge en fabrik for mur- og gødningskalk på et af kridtlejerne, og at der allerede var bygget udskibningsbro hertil samt foretaget en del jordarbejder. Ligeledes var der indkøbt "ildfaste Sten til Ovnens Opførelse, og de fleste af de nødvendige Maskiner."

Formanden for selskabets bestyrelse var grosserer Henry Adolf Lorentzen, Charlottenlund. Læge Matthiassen var næstformand, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer var redaktør Jens Peter Neerup, Hobro, og færgerestauratør Niels Julius Møller, Århus, samt rentier Andreas Sørensen, København. Johansson var selskabets administrerende direktør. Aktieudstedelsen var en succes. Aktierne blev solgt, og aktiekapitalen blev fuldt indbetalt.

Nu skulle de mange planer realiseres. Alt gik tilsyneladende strålende. I en annonce i Nationaltidende den 17. marts 1919 reklamerede Vindø Værk med en større annonce end firmaet A. P. Møller. I annoncen tilbydes bygning af træskibe op til 1.000 tons, årsproduktionen anslås til 5 a 6.000 tons. Teglværket siges at have en årsproduktion på 3 millioner gule sten, 200.000 tagsten og 300.000 drænrør. Savværket er stort, moderne og udfører al slags skæring, der er endog en særskilt afdeling for skæring af parketstave, stoleben, finer og lignende af egetræ. Kalk- og kridtbruddet tilbyder 30.000 tons gødningskalk i pulveriseret stand og 200.000 sække melkalk.

Der skete skam noget under direktør Johanssons foresæde.
 
 

...dybt at falde!

Hvad man ikke vidste var, at hele den udvidede aktiekapital allerede ved aktieudbydelsen var brugt på nær 150.000 kr., og i april 1919 var næsten hele aktiekapitalen forsvunden i den blå luft over Mariager fjord.

På en stormfuld generalforsamling den 17. maj 1919 fik aktionærerne at vide af bestyrelsens advokat, hvorfor de havde tabt deres penge: Ansvaret hvilede ene og alene hos direktør Johansson.

Hele selskabets drift havde bestået i at bruge penge. Der var intet tjent. Direktør Johansson havde foretaget fuldstændig vilde dispositioner. Direktørens synderegister var langt, omfattende og sensationelt: I Gøteborg havde han bestilt tegninger og overslag til et valseværk til flere hundrede tusind kroner i stedet for at koncentrere sig om det, der lå lige for. Denne disposition havde alene kostet selskabet 12.000 kr. Johansson havde også påført selskabet store udgifter ved at indgå kontrakter, som der ingen udsigter havde været til at holde. Hans indkøb af træ havde været helt overdrevent. Det hang sammen med, at han i Sverige havde opkøbt skove og dernæst sikret sig en kontrakt med Vindø om at levere træ til skibsbyggeriet. Han havde fået de tre jydske bestyrelsesmedlemmer til at skrive under på kontrakten, hvorefter han havde købt træ af sig selv i den store stil. En stor del af det indkøbte træ var ubrugeligt til skibsbyggeri og kunne kun bruges til brændsel. Maskinindkøbene havde været alt for store, der var f.eks. købt spiralbor nok til 200 år, og han havde lige ansat en ekspeditionschef til en årlig gage af ca. 10.000 kr. Til rejser alene havde han brugt 16.000 kr. Og ca. 160.000 kr. var simpelthen forsvundet.

Bestyrelsen var ved et tilfælde blevet klar over den 21. februar 1919, at der var noget galt med træindkøbene i Sverige, og i marts blev bestyrelsesformanden på det rene med, at det var helt galt fat. Grosserer Lorentzen bad så overretssagfører Byrdal, København, om bistand, og denne skrev til direktør Johansson i Hobro for at få klar besked. Dagen efter, den 3. april fik bestyrelsen et kort brev fra Johansson, der meddelte, at han var taget på en kort ferie "paa Grund af nedbrudte Nerver". Siden da havde han været forsvundet - dog først efter at have medtaget eller tilintetgjort belastende dokumenter om sine aktiviteter på Vindø. Bestyrelsen havde derfor bedt myndighederne om at rejse tiltale mod direktør Johansson for bedrageri. Overretssagfører Byrdal, der aflagde ovenstående forklaring på generalforsamlingen den 17. maj, kendte ikke selv direktør Johansson personligt, og han havde ingen forklaring på, hvorfor bestyrelsen så sent opdagede, at direktøren omgikkes så uansvarligt med selskabets penge. Også Banken for Hobro og Omegn var blevet kraftigt involveret i A/S Vindø Værk, idet der var optaget en privat kassekredit på ½ million kroner dels mod kaution og dels mod pant i ejendom og i 3 påbegyndte skibe.

Af en opgørelse lavet af Revisionsanstalten i Aalborg pr. 31. april 1919 blev selskabets aktiver opgjort som følger:

Grundareal :                     78.000 kr.

Fabriksbygninger :              116.000 kr.

Arbejderboliger :               113.400 kr.

Bøgelund Kalk- og Kridtbrud :   191.250 kr.

Skibsværftets bedding :          64.560 kr.

Savværket :                      70.200 kr.

Teglværket :                     37.000 kr.

Varebeholdning i savværket :     90.000 kr.

De påbegyndte 3 skibe :         231.000 kr.

Maskiner, inventar, m.m. :      377.290 kr.

samt et underskud på :          756.000 kr.

Heroverfor stod aktiekapitalen på 1 million kroner samt kassekreditten i Banken for Hobro og Omegn ( 508.000 kr. ), diverse kreditter ( 534.000 kr. ) og prioriteter og erstatningskrav m.m. på 84.000 kr.

Udgangen på generalforsamlingen den 17. maj 1919 blev en ny bestyrelse bestående af 4 Hobrofolk, tømmerhandler Povl Fog-Petersen, sagfører J. C. Juulsgaard Breum, direktør Mogens Møller og grosserer Christian Hansen. Det sidste bestyrelsesmedlem blev direktør Povl Ørum Pedersen, Ålborg. Bestyrelsens opgave var at få kreditorernes sanktion til at føre selskabet videre og at skaffe ny kapital, så i al fald skibene kunne færdiggøres.

I de følgende måneder forsøgte den nye bestyrelse at redde stumperne efter direktør Johanssons bedragerier og den gamle bestyrelses manglende tilsyn med selskabet. På en generalforsamling den 5. august 1919, hvor den gamle bestyrelse glimrede ved sit fravær, vedtoges det at lade selskabet likvidere. Alle redningsforsøg havde været forgæves. Det var umuligt at skaffe ny kapital, det havde ikke været muligt at få kreditormoratorium, og forsøg på at sælge enkelte dele af selskabet havde været resultatløst. Aktionærerne besluttede desuden at gøre ansvar gældende over for den gamle bestyrelse på grund af "flothed". De var utilfredse med, at overretssagfører Byrdal havde fået et honorar på 2.000 kr., og at den tidligere formand havde fået indfriet en privat veksel på 3.000 kr. "efter at Miseren var indtrådt". De fik i øvrigt at vide, at direktør Johanssons bo her i landet var sat under konkursbehandling, og at selskabet havde anmeldt en fordring på 156.000 kr. i boet, "der mentes at ville give 4 pct. i Dividende!". Kriminalsagen mod direktør Johansson gik "formentlig" sin gang, men var noget hæmmet af, at direktøren øjensynligt valgte at blive i Sverige.

Enden på hele miseren blev, at A/S Vindø Værk blev solgt til et nyt aktieselskab under navnet "Hobro Kalk- og Teglværk" i begyndelsen af 1920. Bag det nye selskab stod Banken for Hobro og Omegn.

Retur

Stilstand og bortforpagtning 1920-35

Efter de dramatiske år 1918-20, da Vindø Teglværk ofte nåede frem til avisernes overskrifter, får vi en periode, hvor kilderne er ret tavse om Vindø Teglværk.

Som nævnt overgik værket til den største kreditor, Banken for Hobro og Omegn, der i de følgende år måtte hensætte ret store beløb til imødegåelse af tab på Vindø Teglværk.

Vindø Teglværk lå stille hen. En del jorder og skoven blev solgt fra, og først i august 1923 fandt banken en ingeniør Brandt, som lejede værket med forkøbsret. Der blev imidlertid ikke noget ud af det, ingeniør Brandt købte ikke værket.

I maj 1925 bortforpagtede banken Vindø Teglværk for 10 år med forkøbsret 90.000 kr. Forpagteren skulle betale en afgift det første år på 3.500 kr., dernæst 4.000 kr. årligt. Forpagteren er ikke nævnt ved navn i bankens bestyrelsesprotokoller, men andetsteds fra ved vi, at forpagter Adolf Thomsen i al fald fra april 1928 havde ledelsen af Vindø Teglværk.
 
 

Tegning af Axel Aabrink i et brev, der findes på Sønderborg Slot.

Teglværksforpagter Adolf Thomsen var født i Gentofte 1894. Han lærte teglværksfaget fra barnsben, idet hans far var bestyrer på flere teglværker øst for Storebælt. Adolf Thomsen havde også været ansat som teglværksbestyrer på flere teglværker, sidst på Hvornum teglværk, inden han kom til Vindø.

I Thomsens forpagterperiode blev der fabrikeret såvel maskinstrøgne som blødstrøgne sten og specielt en masse gule facadesten. Den årlige kapacitet var på 2 millioner sten, og der var ansat op til 18 mand. En af disse var Carl Schack, Hobro, der senere blev kasserer for sygekassen i Hobro. Schach husker, at bestyrer Thomsen var en meget korrekt teglværksmand, der nøje førte kontrol med, at stenene i våd tilstand og senere tørrede og brændte blev forsigtigt behandlet, så kvaliteten kunne blive så god som muligt. Der var mange pauser og ret mange ledige dage, når vejret var dårligt, og dertil kom mange maskinstandsninger på grund af dårlige og dårligt vedligeholdte maskiner. En yndet fornøjelse i disse pauser var et rask lille uskyldigt slagsmål eller kasten med lerkugler. Man fordrev også pauserne med at fremstille små lerfigurer, der skulle ligne nogle af de mest specielle af kammeraterne.
 
 

Video af teglværket, badeanstalt og omegn 1930

Vindø Teglværk 1935-46

I 1935 solgte banken Vindø Teglværk til direktør Jens Neergaard-Møller, der fik værket for 37.000 kr. med en udbetaling på 5.000 kr. 16 år tidligere havde Revisionsanstalten i Aalborg vurderet værket til samme beløb, men når banken på trods af prisudviklingen solgte Vindø Teglværk til denne beskedne sum, hang det sammen med, at den havde haft underskud på værket i de foregående år. Jens Neergaard-Møller blev født i juli 1873 i Vitten ved Aarhus, så han var en erfaren mand på 61 år, da han kom til Vindø. Som dreng havde han fået sin børnelærdom i Latinskolen i Aarhus. Efter skoletiden kom han i smedelære og tog maskinkonstruktøreksamen. Dernæst var Neergaard-Møller ansat på flere teglværker. Han startede som elev på Højslev Teglværk, og blev så forvalter på Knabstrup Teglværk. I nogle år var han ansat ved F. L. Schmidt & Co, og for dette firma var han leder af teglværker i Finland og Sverige. Dernæst blev han bestyrer på Slet og Kragelund Teglværker ved Aarhus. I 1917 kom Neergaard-Møller til Taastrup Teglværk som bestyrer for Arbejdernes Andels Boligforening. Boligforeningen afhændede sine industrielle virksomheder i 1928, og Neergaard-Møller købte Taastrup Teglværk og drev det videre som aktieselskab, indtil han i 1941 solgte Taastrup Teglværk. "Den gamle", som han blev kaldt af Vindøarbejderne, havde altså beskæftiget sig med teglværksdrift i mange år, og havde arbejdet sig op, så han nu i 1935 ejede to teglværker.

I de første år fortsatte Adolf Thomsen som leder af Vindø Teglværk. Værket blev sat i fornøden driftssikker stand og skibsbroen blev repareret. Produktionen skulle sættes i vejret med 50%, og i begyndelsen af 1936 købte Neergaard-Møller den 75 tons store motorskonnert "Prøven" af Hadsund, der blev sat i fart mellem Vindø Teglværk og København. Der fremstilledes almindelige gule sten - og en del håndstrøgne - i Neergaard-Møllers periode. Stenene blev kørt ud på bådebroen med fladvogne. Folkene fra ovnen foretog så lastningen, der foregik ved håndkraft, idet en mand på broen kastede en sten ad gangen ned i lasten, hvor en anden greb den og pakkede den ned i halm.

I 1937 indgik Vindø Teglværk i et salgssamarbejde med 8 andre teglværker, idet Teglværkernes Centralkontor oprettedes i Randers. Herom skal berettes udførligt senere.

Neergaard-Møller solgte i januar 1944 Vindø Teglværk, fordi han året forinden havde forpagtet Skullerupholm Teglværk under grevskabet Ledreborg. Neergaard-Møller døde i juli 1946.

Efter Neergaard-Møllers salg af Vindø Teglværk havde værket i alt 3 forskellige ejere i perioden 1944-46, inden den nuværende ejers far, direktør Poul Rømsgaard kom til i 1946.

Om arbejdsforholdene i disse år ved vi, at det var hårdt manuelt arbejde. Stenene transporteredes fra tørreladerne til ovnen på trillebør. En arbejder skulle transportere mange sten i timen for at holde en dagløn. Det var derfor ikke populært, når en af arbejderne havde en tilbøjelighed til at tage de nærmeste sten på hylderne i den fjerneste tørrelade i stedet for at tage stenene fra en ende af. Ejner Madsen, Hobro, der var teglværksarbejder på Vindø fra o.1942/43 til op i 1950'erne erindrer også, at ovnarbejdet var det værste på grund af varmen. Under bestemte vindforhold kunne det blive så varmt, at ovnarbejderne måtte gå hjem og vente med at tømme ovnen for brændte sten til senere. Ejner Madsen beretter ligeledes, at stenene fra ovnen kunne være så varme, når de blev taget ud, at der undertiden gik ild i trillebøren. Det mest attråede arbejde var ifølge Madsen at arbejde i lergraven bag værket i skoven, idet det var det bedst betalte.

Retur

Vindø og Rømsgaard

Vindø Teglværk lå som tidligere smukt beliggende mellem fjord og skovbryn, da ingeniør Poul Rømsgaard overtog det i 1946, men det var ikke et effektivt teglværk, og slet ikke blandt landets førende, som det havde været i Tretow-Loofs velmagtsdage.

Poul Rømsgaard havde ikke megen teglværkserfaring, da han kom til Vindø i marts 1946. Han blev født i 1917 i Dalum ved Odense som søn af murermester Mads Peder Jørgensen og Inger Margrethe Jørgensen. Efter realeksamen blev Poul Rømsgaard udlært som murer, blev bygningskonstruktør, dernæst bygningsingeniør, og arbejdede blandt andet ved Det danske Hedeselskab og var amtssekretær for Landsforeningen til arbejdsløshedens Bekæmpelse på Lolland/ Falster.

I 1946 fik Rømsgaard lyst til at få sit eget, og sammen med svigerfaderen, bogbindermester Otto Fuhrmann, Odense, beså han adskillige mindre teglværker rundt om i landet, inden valget faldt på Vindø. Værket var ikke i nogen strålende tilstand. Der var en ældre strygemaskine og et nyt lille afskærerbord, der kunne tage 3 sten ad gangen. Ovnen var ret stor, men dårligt vedligeholdt, og stenladerne var noget miserable..
 
 

Indendørs på Vindø Teglværk o.1950.

Blandt de identificerede arbejdere ses fra venstre Johan Glenstrup, Marius Svejstrup, Kristian Pedersen, og til højre ved det nævnte afskærebord Thorvald Glenstrup.
 
 

Poul Rømsgaard var klar over, at det gjaldt om så hurtigt som muligt at sætte sig ind i teglværksindustriens mysterier og så ellers mase på. De første år var ikke uden vanskeligheder, råmaterialerne i skoven var ikke de allerbedste, og der var for mange manuelle arbejdsfunktioner og for lidt maskinkraft. Til gengæld var afsætningsforholdene ret så gunstige efter krigen, hvor behovet for boliger og bygninger var stort, så der opnåedes et rimeligt overskud. I perioden frem til 1956 svingede værkets produktion mellem 3 til 4½ millioner sten. I de første år var det udelukkende gule produkter, der blev lavet på Vindø, omtrent ligeligt fordelt mellem facadesten og flammede bagsten. Desuden blev der produceret gule håndstrøgne sten, idet der ud over nogle nye tørrelader også stilledes et nyt håndstrygeranlæg op i disse år. Ligeledes blev der fremstillet en del drænrør, blandt andet til lidt eksport til Norge. Der var ansat omkring 25 mand i produktionen.
 
 

Medarbejderne på Vindø Teglværk o. 1951.

Stående i bagerste række fra venstre: Anders Sørensen, Oskar, Edvard Christiansen, Peter Rothmann Kristensen (Peter håndstryger), Marius Svejstrup, Martinus Christensen, Aage Jensen, Niels Pedersen, Alfred Nielsen.

2.række fra venstre: Ejner Madsen, Johan Glenstrup, Axel Franklin Johansen med datteren Karin, Poul Rømsgaard med sønnen Jan. Harry Feldskov, Kristian Pedersen. Poulsen.

l. række fra venstre: Harry Christensen, Thorvald Glenstrup, Thorkild Jensen, Torben Christensen, Martin, Poul Jensen.

Medarbejdere 2004

I lergraven foregik det med håndkraft. Ofte var der 1-2 mand, som skulle grave de ca. 4-6 m sand af, som lå over leret. Ellers var der 5 mand til at hakke leret ned og læsse det på tipvogne. Lerskrænterne fra bund til top var ca. 15. m høje. Transporten af leret gennem skoven til værket foregik på tipvogne stort set som i Kaptajnens tid. Til selve råproduktionen på værket var der 8 mand. 2-3 mand tog sig af rankning og klampning i forbindelse med tørringen af stenene, der var 4 mand der arbejdede i ovnen med at sætte sten ind og tage dem ud efter brænding samt 4 teglbrændere. Udenfor var der 1 pladsmand, altså i alt 24-25 mand. Der var yderligere et par folk ansat til at køre de to lastbiler og et hestekøretøj til mørtelværket. Teglmesteren 1947-55 var Axel Johansen. Poul Rømsgaard passede selv kontoret i de første år og tog sig af salget, bogholderiet, indkøbene m.m. Omtrent midt i denne periode blev der fundet en ejendom i Hvornum, hvor der var udmærket rødler, som blandt andet skulle bruges til produktion af røde håndstrøgne sten. Denne ejendom i Hvornum blev passet af Bent Pedersen, der ene mand skrællede muldlaget af med håndkraft, indtil han kom ned til leret i 1½ m dybde. Dernæst læssede han leret på tipvogn og derfra ved hjælp af et spil og en rampe på en lastvogn, som transporterede det til Vindø. Det varede omkring 10 år, så slap det røde ler op.
 
 

Luftfoto af Vindø Teglværk omkring 1948.

Moderniseringer i 1960'erne

I den første del af Rømsgaards periode blev der foretaget forskellige istandsættelser og forbedringer, men ikke de helt store investeringer. Investeringspolitikken var præget af forsigtighed, idet ideen var, at investeringerne skulle finansieres af overskuddet, så man undgik afhængighed af lånt kapital. Denne politik blev fulgt før og efter 1960 og betød, at man bevarede uafhængigheden, men også at der flere gange blev valgt overgangs løsninger, der var for kortfristede.

1960-86 har Vindø Teglværk oplevet gennemgribende omdannelser og moderniseringer - her skal vi se nærmere på ændringerne i 1960'erne.

I 1960 blev der opført en stor overdækket sump med plads til ca. 1.000 m3 ler. Hertil kunne leret køres i sommerens løb fra lergraven, således at sumpen havde ler til ca. 600.000 sten, også ind i vintermånederne. Sumpen anbragtes i skovkanten, så nu forsvandt den gamle veltjente bro, som havde været i brug siden 1890'erne.

Næste skridt var opførelse af 12 nye moderne tørrekamre, der med oliefyrs opvarmning kunne tørre stenene på 3-4 døgn. Det var et vældigt fremskridt i forhold til de gamle tørrelader, hvor tørringen tog 2-3 uger, selvom de nye tørrekamre ikke løste hele Vindøs tørreproblem.

1961-62 blev ringovnen udvidet med 40 %. Ringoven var i øvrigt brændt en januarnat 1957, hvorved overdelen af ovnen totalt nedbrændte, men ved en hurtig genopbygning var overdelen blevet genopført med nye stenhylder, og samtidig var trillebøren blevet afløst af et system med skinnevogne. Udvidelsen af ovnen i vinteren 1961/62 kombineredes med overgang til oliefyring, hvilket gav væsentlig flere facadesten. Den udvidede lange ringovn kørte med 2 zoner, således at der to steder i ovnen kunne sættes sten ind og tages sten ud. En overgang var der helt op til 10 mand beskæftiget med dette arbejde, der på grund af varmen og støvet var et ubehageligt arbejde. Udvidelsen af ovnen medførte, at kapaciteten øgedes til ca. 9 million sten årligt.

1963 blev der installeret et blødstrygningsanlæg til fremstilling på maskine af de tidligere håndstrøgne sten, som der var stor efterspørgsel efter, men som ved håndkraft kun kunne fremstilles i begrænset mængde. De blødstrøgne sten, som dårligt kunne skelnes fra de håndstrøgne, blev produceret i et antal af ca. 1 million om året. Samme år blev tørrekamrenes antal øget fra 12 til 20. Efterhånden blev det vanskeligt at finde kvalificerede folk til det ubehagelige arbejde i ringovnen, og netop i begyndelsen af 1960'erne var der flere steder i landet blevet bygget tunnelovne med automatisk vognskub og automatisk fyring således at behandlingen af stenene fandt sted uden for ovnen. En yderligere fordel ved tunnelovnen var, at brændingen blev mere ensartet end i ringovnen, så facadestensprocenten kunne øges. Vindø Teglværk valgte 1964 en svensk tunnelovn, en såkaldt Fosterus ovn, der havde en årlig kapacitet på 10-12 millioner sten. Uheldigvis var der store indkøringsvanskeligheder med denne ovn, så der blev ikke opnået en tilstrækkelig høj facadestens procent. I de følgende år var der adskillige tekniske problemer med ovnen - ligesom andre steder i landet, hvor denne ovntype var indført. Det værste ved ovnen på Vindø var, at det ildfaste dæk var af en så dårlig konstruktion, at det nogle år senere blev nødvendigt at støbe et nyt dæk, ganske vist på leverandørens bekostning, men med produktionstab til følge.

De etapevise moderniseringer i 1960'erne fortsatte. I 1965 anskaffede værket et nyt blødstrygningsanlæg, der indebar at stenene derfra kunne tørres i tørrekamre. Den sidste ændring af værkets udseende i 1960'erne var særdeles ufrivillig. En februarnat 1967 blev en olietank overophedet og eksploderede, hvorved der udbrød en voldsom brand. Hele det ældre tilberedningsanlæg med samtlige maskinanlæg til fremstilling af maskinstenene (der var beliggende i det gamle toetages maskinhus , hvortil broen med tipvognene i sin tid havde ført) stod ikke til at redde, men det lykkedes for brandvæsenet at begrænse ildens fremtrængen mod det nye blødstrygeri fra 1965, tørrekamrene samt ovnanlægget. Derimod gik blødstrygeriet med friluftstørreanlægget fra 1963 op i flammer. Til alt held var forsikringerne for bygninger, maskiner og driftstab i orden, så problemet var hurtigst muligt at få den nedbrændte del genopført på trods af vintervejret. Det lykkedes for teglværksmaskinfabrikken Petersen Smøl i samarbejde med de lokale håndværkere på blot 10 uger at få værket køreklar igen, hvilket var ganske imponerende.

Produktionen var nu i slutningen af 1960'erne kommet op på 12 millioner sten. Vindø producerede dengang næsten kun gule sten, idet 75 % af de sten, der da brugtes i Danmark var gule. Leret i skoven bag Vindø var ved at slippe op, så værket købte i slutningen af 1960'erne nye store lerarealer ved Skals - omkring 40 km fra Vindø Teglværk. Herved fik værket sat foden på lerforekomster, der skønsmæssigt skulle kunne dække et forbrug af 1 milliard sten.

Retur

Ekspansion og automatisering

Perioden 1971-98 har været præget af endnu større omskiftelser end 1960'erne.

Bortset fra den gamle murede skorsten fra før århundredeskiftet står der intet tilbage der er ældre end et par bygninger fra 1964. Alle maskiner er jævnligt blevet udskiftet med nyere, mere effektive og miljørigtige. Der produceres i dag mere end 15 gange så mange mursten som før århundreskiftet, med en mindre arbejdsstyrke end dengang.

I dag er en mursten uberørt af menneskehånd indtil mureren får fat i den – murstenen er blevet et industriprodukt.

Den sidste nyinvestering, der er foretaget bringer igen Vindø Teglværk helt frem i fronten indenfor teglværksindustrien – Kaptajnen ville have frydet sig ved at se robotter håndtere mursten med de samme ynde som de gamle teglværksarbejdere, men uden at blive ømme i ryggen.
 
 

Robotter på Vindø Teglværk leveret af

Keller GmbH

http://www.keller.de

Kildematerialet

Iværksætteren s.1-3: Levnedsbeskrivelsen af konsul Brasch bygger på Hobros to lokalhistorikere, Hj. Schmidt, Af Hobro Bys Historie Til 1860-70 (1928) og Søren Vasegaard, Hobros nyere Historie. Bidrag til Belysning omkring Aarene 1870-1890 (1941) . Desuden er anvendt V. Elberling, Rigsdagsmedlemmerne gennem 100 Ar - 1848-1948, København 1949-50 samt nekrologen i Hobro Avis 30.1.1884 . En beskrivelse af konsulens jordefærd kan læses i Hobro Avis 5.2.1884. Hobros økonomiske udvikling 1840-60 bygger på Hj. Schmidt, mens konsul Brasch' økonomiske forhold er beskrevet af Søren Vasegaard i de nævnte værker. Brasch' optræden i 1864 er beskrevet af H. Morell Jørgensen , Spredte træk og skæbner fra Hobros historie, udg. af Hobro Kommune 1980. I Dansk Handel og Industri bd. III, red. af M. K. Gudmundsen, Kulturhistorisk Forlag, Odense 1935 angives starttidspunktet for Vindø Teglværk til 1860-70, mens Vasegaard antyder, at det skete tidligere. I taksationen fra 1847 er teglværket ikke nævnt, mens teglværket er opført i taksationen fra 1857, jvf. Hobro Rådstuearkiv på Landsarkivet for Nørrejylland (D 11 60 og 67). Branden i 1863 er ligeledes omtalt i D 11 - 60 (Brandtaksationsprotokollerne 1858-1868) i Landsarkivet. Af samme arkivs X 281-5 (Kjøbstædernes Brandforsikring Hobro branddirektorat - diverse sager 1872-83) fremgår det, at Brasch havde forsikret 7 ejendomme i 1870'erne, hvoraf brænderiet var det dominerende.

Kaptajnen

Tretow-Loofs biografi findes i Søren Vasegaards anf. arb. s. 199ff. Vasegaard staver hans navn "Lohff", jeg har anvendt den stavemåde, som Dansk Industri og Haandverk, red. af Johs. Madsen, 2. bd., Kbh. 1905 og Kraks Blå Bog 1910 benytter. Hobro Avis bragte en nekrolog over Tretow-Loof den 21.1.1913 , ligesom nekrologen fra Lerindustrien 31.1.1913 er anvendt.

Produktionsprocessen i slutningen af 1880'erne :

Her er anvendt Lerindustrien 31.1.1913. Produktionsprocessen i forrige århundrede er beskrevet i Inge Adriansen o.a., Teglværker ved Flensborg Fjord. 100 år i billeder (1984). Dansk Handel og Industri bd. III nævner Brasch' højovn og Tretow-Loofs zig-zag ovn. Zig-zag ovnen er nærmere beskrevet af ingeniør Alfred Olsen i Lerindustrien 14.5.1926.

Nye udvidelser :

Tretow-Loofs nyopførte ringovn nævnes i Dansk Handel og Industri bd. III. Vasegaard omtaler kaptajnens eksperimenter med molersten. De øvrige produkter på Vindø kendes fra SiD, Hobro afdelings arkiv (Forhandlingsprotokol 1896-). Citaterne om Tretow-Loofs uegennytte, hvor det antydes, at han satte penge til, er fra Lerindustrien 31.1.1913. Teglværksfolkenes besøg på Vindø er omtalt i A. Wessel Wetlesen, Teglværksforeningen for Jylland (1948).

Arbejdsforhold og arbejdere o.1910 :

Personerne på billedet s. 11 er identificeret af skomagermester Martin Møller Jensen, Hobro. Han har ligeledes beredvilligt afgivet en mundtlig beretning om barndomsårene på Vindø Teglværk til direktør Poul Rømsgaard og mig 1986. Lønningsbogen fra 1910-11 er hvad der findes i Vindø Teglværks arkiv, Sydhimmerlands Museum, Hobro. Anekdoten om Tretow-Loofs fyring af fagforeningssympatisøerne er ligeledes omtalt i SID, Hobro afdelingens jubilæumsskrift (90 år. Et bidrag til belysning af en arbejderhistorie fra Hobro) fra 1986. Aftalen fra 1896 er afskrevet i den første forhandlingsprotokol for Arbejdsmændenes Fagforening for Hobro og Omegn, der findes i SID, Hobro afdelingens arkiv.

Arbejdernes løn- og boligforhold o.1910 :

Lønningsbogen og aftalen af 1896, der er anvendt til dette afsnit, er nævnt ovenfor. Den gennemsnitlige timeløn er udregnet i Danmarks historie bd. 9: Dansk økonomisk statistik 1814-1940 af Hans Chr. Johansen, Gyldendal 1985. Oplysningerne om arbejderboligerne er berettet af Martin Møller Jensen og Ejner Madsen, Hobro.

Mindesmærket på Duehøj:

Tretow-Loofs aktiviteter i Teglværksforeningen for Jylland er beskrevet i A. Wessel Wetlesen, Teglværksforeningen for Jylland. Festskrift i anledning af 50 års jubilæet 1948, Aarhus 1948. Beskrivelsen af kaptajnens dødsøjeblik er fra Lerindustrien 31.1.1913, der har beskrivelsen fra Hobro Avis 21.1.1913. Mindesmærket er beskrevet i Lerindustrien 8.5.1914. Indvielsesceremonien er udførligt omtalt i Lerindustrien 16.7.1915. Beslutningen om at rejse et monument for Tretow-Loof blev truffet på generalforsamlingen 1913, jvf. Lerindustrien 11.4.1913.

Vindø Teglværk og Skarrehage Molerværk:

Salgsannoncen for Vindø Teglværk er i Lerindustrien 14.2.1913. Ingeniør Linds eksperimenter på Vindø er omtalt i Lerindustrien 9.10.1914. Skarrehages Molerværk er beskrevet i Moler og arbejdere. Nordmors 1910-1980 af Henning E. Pedersen (1977). Lerindustrien 2.6.1916 bebuder Skarrehages færdiggørelse.

Højt at flyve:

Sønnen, kaptajn C. F. Tretow-Loof, optræder i Lerindustrien 16.1.1915, men er død iflg. Udskrift af Skøde- og Pantebogen for Retskreds Nr. 63 Hobro Købstad m.v. inden 2. 3anuar 1919. Skødet og købekontrakten er kildegrundlaget til beskrivelsen af salget af Vindø i januar 1918. Axel Johanssons fortid som bestyrer ved Refsnæs Teglværk nævnes i Lerindustrien 30.5.1919. Udvidelserne på Refsnæs Teglværk omtales i Lerindustrien 11.8.1916.

Hobro Avis' og Aalborg Venstreblads meddelelser om Vindø’s store planer er refereret i Lerindustrien 25.1.1918 og 28.6.1918.

Navneforandringen til A/S Vindø Værk omtales i Lerindustrien 31.10.1919.

Indbydelsen til aktietegning blev bragt i annonceform i Hobro Dagblad og er loyalt refereret i Lerindustrien 4.10.1918. Bestyrelsesmedle7mmerne nævnes i indbydelsen til aktietegning. At alle aktierne blev solgt kan læses i Lerindustrien 31.10.1919.

...dybt at falde! :

Generalforsamlingen den 17.5.1919 er udførligt refereret i Hobro Dagblad 19.5.1919 og i Lerindustrien 30.5.1919. Desuden er anvendt Lerindustrien 13.6.1919 og 22.8.1919. Generalforsamlingen den 5.8.1919 er refereret fra Himmerland 6.8.1919. Salget af Vindø Værk er omtalt i Lerindustrien 2.4.1920.

Stilstand og bortforpagtning 1920-35 s.24f: Ejendomsforhold og forpagtningsaftaler kendes fra en udskrift af bestyrelsesprotokollen for Banken for Hobro og Omegn. Teglværksforpagter Adolf Thomsen og Vindøs produktion i hans tid er beskrevet i Dansk Handel og Industri bd. III. I øvrigt er anvendt beretning afgivet af Carl Schack, Hobro.

Vindø Teglværk 1935-46:

Udbetalingen nævnes i udskriften fra Hobro Bank. Salget fremgår i øvrigt af tingbøgerne på Hobro Dommerkontor, ligesom ejerne siden 1935 er optegnet her.

Neergaard-Møllers levnedsforløb er fra Lerindustrien 1.8.1946 og 22.7.1943. Produktionsplanerne i 1935 er omtalt i Lerindustrien 4.4.1935. Købet af motorskonnerten i Lerindustrien 6.2.1936. Fremgangsmåden ved lastning af mursten er berettet af Chr. Christensen, Hobro, der arbejdede på Vindø i 2-3 år omkring 1934-37. Omtalen af salgssamarbejdet findes i Lerindustrien 22.4.1937. Neergaard-Møllers øgenavn samt de afsluttende generelle betragtninger om arbejdsforhold bygger på Ejner Madsens mundtlige beretning.

Vindø og Rømsgaard :

Afsnittet bygger på direktør Poul Rømsgaards beretning. Til identificering af personerne på billederne har jeg fået hjælp af Ejner Madsen, Hobro.

Moderniseringer i 1960'erne s.31f: Bygger på Poul Rømsgaards beretning samt Aalborg Stiftstidende 8.10.1963 og Aalborg Amtstidende 3.12.1967.

Ekspansion og automatisering :

Bygger på Poul Rømsgaards beretning. Til den generelle teknologiske udvikling siden 1960 er anvendt Lasse Thomsen, Teglproduktionen i Danmark. Råstofkontorets teknologiserie nr. 3, Miljøministeriet, Kbh.1980.

Retur

Vindø Teglværks logo er designet af Fabrikant Otto Fuhrmann i 1946.